For snart mange år siden sad jeg ofirs chat og chattede løs, kaldte mig alt fra Sødtøs17 til Preben, sad med veninderne og fnes når vi gik ind chatten for de voksne og udgav os for at være nogen vi slet ikke var.
Det var nyt og spændende, man kunne gemme sig bag en skærm og der var aldrig nogen der ville finde ud af at vi ikke var en mand på 34 fra Århus, for når vi ikke gad mere loggede vi bare af, skiftede nick.
Den gang man ikke bare sendte billeder eller gav sit mobil nummer væk eller viste sin facebook profil. Man var udemærket godt klar over at personen som skrev med nok heller ikke var den de udgav sig for at være, måske sad der en flok børn bag den anden skærm og fnes lige så meget som os.
Da vi blev lidt ældre var der Arto.dk der kunne man ligge billeder ind, oprette profiler og skrive om sig selv. Tingene kom lidt tættere på og man kunne nu se hvem man chattede med, og gå ind og læse om personen.
Nu er der facebook, aldrig før har vi blottet os selv og vores liv som nu. Vi poster billeder af os selv, vores liv, der er faktisk ikke grænser for hvad der bliver delt af personlige ting. Folk skriver når børnene er syge, de hænger hinanden ud når de er uvenner eller har fundet den eneste ene.

Vi er vokset op med at skulle være skeptiske over hvad folk skriver, om det nu også var den de udgav sig for at være på den anden side af skærmen. Men hvad med vores børn? Hvordan lærer vi dem at nettet stadig er fyldt med mennesker der udgiver sig for at være nogen de ikke er? Hvordan lærer vi dem at man ikke skal fortælle alt om sig selv til nogen man ikke kender, når vi selv smider ALT på facebook? Allerede inden de kan sige deres første ord ligger der flere 100 billeder af dem på nettet, billeder fra deres første bad, deres første mad og første tand.
Selv er vores unger online som ganske unge med moderne telefoner. Få klik og så har de lagt billede op af dem selv, jeg må indrømme tanken om at mine egne børn begynder at at være aktive på nettet skræmmer mig.

Og hvad fik mig til at tænke på alt det her? Jo det gjorde en gammel sang såmænd.
Det er mange år siden at jeg hørte den første gang.
Sangen hedder. Der er en kineser (nej gu er der ej) og er sunget af Peter Ebberfeld og er på Spar2’s album fra 2003

Men først her til aften da jeg hørte den igen satte den tanker i gang. Den gang hvor man netop kunne gemme sig bag en skærm, den gang hvor man startede sit 56k modem op og chattede løs.
Man kunne chatte sammen i mange timer, helt indtil natten blev til morgen, og følte man kendte den person man skrev med, man have et billede inde i hovedet af hvordan den her person så ud. Langt de fleste gange kom det aldrig på tale at man skulle udveksle billeder eller mobil numre, nej man aftalte simpelthen at “mødes” igen, samme chat, samme nick.
Nu tilføjer man bare hinanden på facebook, giver ukendte personer adgang til at kunne følge med i ens hverdag, men er knap så skeptisk mere.

internetunger