Hold kæft hvor er jeg dårlig til at bede om hjælp, eller give mig selv et klap på skulderen.
Manden er i Letland på øvelse.
9 årig er stædig, keder sig, vil ikke lave lektier, synes lillesøster er træls, vil ikke i skole, vil ikke rydde op, vil gerne drille søster.
2½ årig er i trodsalder, vil tegne, og helst på alle møbler, vil ikke spise, vil ikke sove, vil gerne hænge på mor, vil gerne drille søster.
Baby boy vil spise, vil ikke spise, vil hænge, vil lege, vil ikke sove, vil ikke sove, vil ikke sove, vil IKKE sove.
Mor vil GERNE sove, mor vil GERNE spise, mor vil gerne være super mor, mor er ikke super mor.

Har nu været alene med alle 3 fantastiske unger i en uge, og vil gerne indrømme at det er ikke alle tidspunkter jeg har synes at de er lige fantastiske.
Jeg har været træt, meget mere end træt.
Når folk spørger hvordan det går med at være alene med alle unger har jeg ærlig talt lyst til at skrige “Det er et fucking helvede, jeg har lyst til at ligge mig ned i fosterstilling og skrige om kamp med alle unger” I stedet hører jeg mig selv sige ” det går fint”
Hold kæft det har været hårdt at få dagligdagen til at hænge sammen.
Stå op lave havregrød og få alle i tøjet, få alle til at spise, proppet ind i Aygo og afsted og aflevere i skole og vuggestue. Sørge for at få handlet ind imens største delen børneflokken er afsat, hjem og få huset til at ligne lidt et hus igen, underholde baby og gøre maden klar.
Når ungerne er hentet skal der laves lektier, maden gøres færdig, 2½ årig skal underholdes (hurra for fjernsyn) baby skal underholdes (hurra for skråstol) og så skal der spises..
Hader Hader Hader ulvetimen, og er så skide pædagogisk at jeg tænder tv’et så jeg kan få lavet mad og gjort ungerne klar til sengetid..
Når klokken ramte 20.30 og alle unger sov var jeg fuldstændig smadret og kravlede næsten ned for at tænde op i fyret.. og jeg HADER det lorte fyr, de første par dage tog det mig op til 5 forsøg at få gang i det..
Kl 22 ramte mit hoved puden og så startede natten…..
Loke og Emma skiftes til at være vågen hele natten næsten, og sammenlagt fik jeg i gennemsnit 4-5 times søvn fordelt fra 22 til 5-6 stykker..

Jeg klagede min nød i “min” facebook mødregruppe og fik en masse virtuelle kram og klap på skulderen og mit selvtillid fik lige et boost, dagen efter fandt jeg et overskud frem til at klare resten af tiden som græsenke, og nu hvor jeg husker på at give mig selv et klap på skulderen og husker at fortælle mig selv at jeg faktisk er lidt sej så kan jeg igen glæde mig til at hente Emma i vuggestue og hygge med hende indtil hun skal sove.
Nu ser jeg frem til at manden kommer hjem igen om mindre end en uge. <3

Selv om det er hårdt så har jeg da stadig husket at tage et par billeder til facebook og instagram for at vise hvor fantastisk det hele er.. 😛 Ja ja Selviscenesættelse!! 😀